3 Enkle tips til øget e-mailsalg i din webshop!
1. Tip
Det her kommer til at lyde så simpelt, at du (formentlig) i første omgang vil dreje hovedet lidt væk, knibe øjnene sammen og skule på skærmen, imens du tænker…
»Mon dog det passer, det der«.
Men jo.
Det er sandt.
Det eneste, du behøver at gøre for at sælge betydeligt mere med emails i din webshop er at…
* Skrive mere.
(Jeg sagde jo, at det ville blive simpelt).
Det var tip nummer 1.
2. Tip
Og tip nummer 2 er, at du skal…
* Skrive endnu mere.
Annonce
3. Tip
Du har formentlig allerede gættet, at tip nummer 3 er identisk med nummer 1 og 2.
Jeg gør mig ingen forventninger om, at du tager det her alvorligt, selvom jeg har testet dette tip til hudløshed i mange forskellige typer online og offline forretninger – ikke mindst webshops. For hvorfra skulle du vide, om jeg taler sandt. Og hvis jeg taler sandt, om jeg så faktisk HAR testet så meget, at jeg skråsikkert kan sige, at det også vil virke for dig?
Men lad os for en stund antage, at du stoler på mig…
(For så behøver jeg jo ikke udpensle, at jeg har arbejdet med markedsføring og salgstekster siden 1984 (!) og emails siden 2010. Og at jeg, de sidste 4-5 år… har skrevet langt over 2.000 kommercielle emails til et hav af brancher og virksomheder – store og små (heraf næsten 1000 til mine egne lister). Og at jeg har coachet over 100 virksomhedsejere i forhold til deres egen e-mailmarketingstrategier og storytelling, OG fået feedback fra dem alle).
…Så ville jeg sige til dig:
Glem alt om ninja-tricks og komplicerede »funnels«.
Lad for en stund drømmen om den perfekte emnelinie ligge.
Og fokusér i stedet for på at skrive emails MEGET oftere end du gør nu.
Gerne hver dag.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange online nørder, der har himlet med øjnene og sukket dybt over, at jeg foreslår noget så ukompliceret som at skrive oftere. Det er som om man helst ikke vil indse, at der kan være simple løsninger på simple problemer. Men alle dem, der tester det ærligt, ved at det virker.
Og før du begynder at tale om at »din branche« er helt speciel, og at »der accepterer folk ikke at man skriver for ofte«…
Det holder ikke.
Hvis der ER et behov for det du sælger.
Og hvis du allerede har et fornuftigt salg med dine emails.
Og hvis du ellers forstår at opbygge din liste med friske leads hele tiden.
Så vil øget frekvens være den letteste måde at øge salget på.
Men…
Er det så ligegyldigt, hvad og hvordan du skriver?
Ja og nej.
Hvis du allerede kan sælge med dine emails, så er de næppe kedelige for dine læsere, og så kan du roligt sætte frekvensen op.
Nåt det så er sagt…
Det vil OGSÅ gavne, at du lærer at skrive mere underholdende og afvekslende emails og du kan med fordel teste en masse forskellige principper og strategier.
Men pluk den lavest hængende frugt først.
Skriv flere emails.
Morten Spindler